Anonym
Lønarbejde og prostitution
02-09-2006 09:51
Hvad siger folk?
Kan andet lønarbejde sidestilles med prostitution?
Man sælger sin krop og eller sit intellekt for at overleve.
Prostituerede sælger deres krop på en langt mere intim måde end en fabriksarbejder. Men andre må også være intime. Social- og sundhedshjælpere og massører og sygeplejersker er eksempler på folk, der bl.a. bliver betalt for at røre ved andre. Men jeg kan stadig godt se en forskel til den berøring prostituerede er indvolverede i.
Jeg er bare i tvivl om denne forskel er noget, der kommer af det patriarkalske kapitalistiske samfunds seksualmoral. Altså om det virkeligt objektivt er værre end hvad andre arbejdende må udsætte sig for, eller om det især er værre på grund af manglende faglig organisering og fordi vi er indoktrineret med, at sex er noget andet. Eller om det virkeligt er noget andet, og nok så mange forbedringer i arbejdsforhold ikke ville bringe gøre, at det nærmede sig andre arbejdsgrupper hvad ydmygelse angår.
Selv ved jeg at jeg ikke ville bryde mig om at være prostitueret. Men sådan har jeg det med mange jobs. Hvordan med at arbejde i reklamebranchen eller andet, hvor man sælger sin kreativitet. Eller de mange tænkejobs, hvor hjernen på et eller andet niveau knokler videre med ens arbejdsopgaver i al den tid af døgnet, ens udbytter ikke behøves at udbetale en timeløn for.
Der har været meget debat om prostitution i mainstreammedierne. Der har jeg hørt flere prostituerede udtale, at de var tilfredse med deres jobs. Ikke lykkelige over det, men hvor mange lykkelige S-togskontrollører etc. findes der (jævnfør myten om "den lykkelige luder"). Det kan godt være at det er "falsk bevidsthed", hos de, der siger sådan. Det er på den ene side en farlig ting at skyde folk i skoende (ret avantgardistisk) på den anden side mener vi vel at de fleste lønarbejdere i dag lider under en form for falsk bevidsthed (avantgardister, som vi er - og en forklaring, som alle, der vil ændre samfundet drastisk, men udgør et mindretal, vel i en eller anden grad altid må ty til).
Måske har jeg bare ladet mig forvirre af smarte argumenter. Jeg kender ingen, der har fortalt, at vedkommende har prøvet at prostituere sig. Så jeg har kun historier andre har valgt ud. men jeg synes at debatten om forskelle og ligheder kunne være interessant. Om ikke andet for at samle noget kritik af henholdsvis prostitution og lønarbejde.
For at ingen skal være i tvivl, så tager jeg 100% afstand fra prostitution. Men jeg tager jo også afstand fra alle den anden ydmygende tvang folk må udsætte sig for, for at overleve i et kapitalistisk samfund.
- Lønarbejde og prostitution af Anonym (skrevet 02-09-2006, 09:51)